JEG HEDDER RUNE KRISTENSEN…
og er en helt almindelig borger i Næstved Kommune med drømme og ambitioner – ligesom dig. Ikke kun for mit eget liv, men også for andres.
Jeg er 43 år og bor i Lille Næstved sammen med min hustru Anna, der er medejer af en lokal entreprenørvirksomhed. Vi har tre dejlige børn, og for mig er familien det vigtigste – også politisk.
Derfor har jeg været engageret i forældrebestyrelser i både vuggestue, børnehave og skole, og mit politiske fokus er vores kernevelfærd: At vi har gode skoler og daginstitutioner, og at vi passer godt på vores ældre.
Jeg er borgmesterkandidat, og sidder i dag i byrådet, hvor jeg arbejder for at forbedre vores klima og miljø og tiltrække flere turister som formand for Klima-, Miljø- og Friluftsturismeudvalget. Jeg sidder også i Økonomiudvalget og i Kultur- og Idrætsudvalget.
Ved siden af passer jeg mit arbejde i Danske Bank, hvor jeg pendler til hovedkontoret i København, og min fritid går med familie, natur, madlavning, vin og jagt.
Hvis du giver mig din opbakning, så lover jeg dig en engageret og lydhør borgmester. En du altid kan henvende dig til.
Du er velkommen til at tage fat i mig, hvis du vil høre mere om, hvordan vi sammen skaber det nye Næstved.
EN BEDRE NUTID OG EN STÆRKERE FREMTID
Jeg vil gøre en forskel på de områder, der betyder noget for dig, mig og Næstved.
Næstved er en fantastisk kommune, og jeg vil som borgmester arbejde for, at vi hæver ambitionsniveauet og arbejder mere strategisk med kommunens udvikling.
Al forandring sker på baggrund af det eksisterende, og jeg vil være garanten for, at Næstved bliver rykket i en mere grøn og erhvervsvenlig retning.
Vi har et fint udgangspunkt, og jeg ved, at udvikling kræver samarbejde, så vi i fællesskab løfter det, der har været, til det, der skal være.
FEM TING, JEG VIL GØRE FOR DIG OG NÆSTVED, HVIS JEG BLIVER DIN NYE BORGMESTER:
• Sikre mere værdighed, nærvær og omsorg for både de ældre og handicappede.
Det kræver investeringer og mindre arbejdspres, og vi skal have flere attraktive seniorboliger og flere uddannede medarbejdere.
• Øge fokus på vores børn.
Det betyder bl.a., at vi siger nej til skolelukninger, at flere landskolerskal have mulighed for overbygning og at lukkedage i daginstitutionerne afskaffes.
• Kæmpe for bedre vilkår for foreningslivet.
Mit parti har allerede fået foreningernes lokaleleje halveret i denne valgperiode, men det skal være helt gratis for vores frivillige foreninger at benytte haller, boldbaner og andre laker. Og så skal vi have flere legepladser og bedre idrætsfaciliteter – i hele kommunen.
• Skabe 1.000 nye arbejdspladser om året.
Næstved skal ligge i top fem i Danmark over erhvervsvenlighed.
• Og så skal vi fortsat kæmpe for vores natur, klima og miljø.
Vi skal have mere skovrejsning og et grønnere Næstved.
